Seværdigheder
 

Det idylliske Løjt ligger på den bakkede halvø Løjt Land.

Ferieområdet ligger tæt ved Aabenraa Fjord og byder på talrige aktiviteter for hele familien. I kan købe dagligvarer inden for en radius af 3 km, og tæt ved ferieområdet kan en lille færge sejle jer til øen Barsø, hvor en krigerisk høvding med navnet Bars huserede i Vikingetiden. Området er præget af smuk, afvekslende natur, rene strande og Aabenraa med de mange forretninger, spisesteder, aktivitetsmuligheder og seværdigheder (10 km).

Strand
Strandene i området er meget børnevenlige, da det rene vand er stille og lavt. Kun få hundrede meter fra ferieområdet finder I en strand med Blåt Flag. Kysten ved Aabenraa Fjord byder på mange idylliske bugter og øer, og her finder I let et uforstyrret sted.

Natur
Sønderjylland er meget rig på skove. Langs med østkysten ligger de store bøgeskove og inde i landet finder I nåletræsplantager.
Naturen på Løjt Land adskiller sig fra det øvrige landskab i Sønderjylland, fordi naturen her er mere bakket.
Sønderjyllands typiske natur kommer til udtryk i det varierede landskab omkring Hostrup Sø (19 km). Her kan I finde små skove med egetræer, piletræer og birketræer. Nord og vest for søen ligger moser med vandfyldte tørveskæringer og små søer, og øst for søen ligger det fredede område Bjergskov og Sønder Hostrup Overdrev.
Varnæs Hoved er et fredet område, hvor det bakkede landskab bliver præget af marker, små moser, skove og en sø. Ved kysten er der strande og skrænter (27 km).

Aktiviter
Ferieområdet byder på flere aktiviteter som f.eks. swimmingpool, minigolf, bordtennis, billard og basketball. Her finder I ligeledes en golfbane og en svømmehal.
I sommerperioden er der mange arrangementer i Sønderjylland. Her kan I opleve byfester, ringridning, dyrskue og markeder. Langs de afmærkede vandre- og cykelstier i ferieområdet venter der jer herlige naturoplevelser.
Tag en tur med den historiske jernbane (mellem Aabenraa og Rødekro) eller sejl en tur med hjuldamperen fra Haderslev eller Aabenraa.
I kan fiske i bl.a. Aabenraa Fjord, eller ombord på en kutter, som sejler ud fra Aabenraa, i områdets Put & Take fiskeparker eller naturlige søer.

Seværdigheder
Besøg øen Barsø, hvor de gamle grusveje og gårde er blevet bevaret. Her er alt endnu mere gammeldags end på halvøen Løjt. Nyd også den smukke udsigt fra de mange bakker over markerne, de mange gårde, tangen Sønderballe Hoved, Genner Bugt og Løjt Land.
Der findes et utal af fortidsminder i området. En af Danmarks bedst bevarede gravhøje, Myrpold, er smukt beliggende overfor Skarrev (9 km), hvorfra der er en storslået udsigt over fjorden mod Als og Fyn. Da gravkammeret blev opdaget, fandt man gravgaver og 10 skeletter deri. Et par kilometer øst herfor ligger langdyssen Tvekløft.
Besøg Aabenraa, som byder på en hyggelig havn, strand, en skøn gågade med markeder, en gammel bydel samt Aabenraa Slot, der er omgivet af vand og træer (10 km).

Udflugtsmuligheder
Tæt ved byen Haderslev finder I den store park Dyrehaven. Her kan I nyde naturen i et landskab med skov, græsarealer, enge, rådyr og krondyr (23 km).
Sønderjyllands største forlystelsespark, Sommerland Syd i Tinglev, byder på action, vandland, fart og spænding for både store og små (29 km).
I området omkring Løjt finder I mange interessante slotte, som f.eks. Aabenraa Slot, som er omgivet af vand og træer, og Gram Slot, der i dag huser et museum for naturhistorie og geologi (42 km).
Besøg Sønderborg med den smukke havnefront, de historiske bygninger, de gode indkøbsmuligheder og slottet, hvor I kan opleve samlinger fra Middelalderen og op til nutiden.
LEGOLAND er bygget af 50 mio. byggeklodser. Mere end 50 aktiviteter sørger for fart, spænding og oplevelser! 'Den sjoveste legeplads for hele familien' byder på riddere i rustning, pirater, barske cowboys, vilde indianere og meget, meget mere (105 km).


BARSØ
Den naturskønne ø har bevaret sine grusveje, levende hegn og gårdanlæg med et lidt ældre præg end inde på halvøen Løjt. Det let snoede og bakkede vejforløb giver mange fine udsyn ud over markerne, til de spredte gårde og ned mod kysten til Sønderballe Hoved, Genner Bugt og ind mod Løjt Land. Fra Løjt Land sejler en lille færge til øen BARSØ. Øen har været beboet siden oldtiden. Sagnet fortæller, at der i vikingetiden boede en grum og krigerisk høvding ved navn "Bars" på øen. Deraf navnet BARSØ. Folder med forslag til vandrerture fåes på Turistbureauet. Se også: Barsø Færgen –
www.barsoefaergen.dk
KALVØ
Den meget kønt beliggende lille ø blev i 1848 købt af matadoren i Aabenraas skibsfart, storrederen Jørgen Bruhn. Ved denne naturhavn fandt han god plads til at anlægge sit eget værft, hvor han byggede nogle af datidens største danske handelaskibe. Til sig selv lod han opføre et meget smukt hovedhus der idag er indrettet til museum. I dag er øen et yndet udflugtsmål for lystsejlere, vandrere og cyklister. Øen har et fint og veludbygget stisystem, der går hele øen rundt. Ruten, der er handicapvenlig, går tæt på vandet så man har mulighed for at nyde den smukke natur.
LØJT LAND
I skarp kontrast til det omkringliggende fladere landskab består halvøen LØJT LAND - nord for Aabenraa Fjord - af tætliggende, stejle og frugtbare morænebakker. Således fremtræder halvøen - med dens kuperede landskab, idylliske hulveje, smukke gamle huse med stråtage samt de typiske sønderjydske dobbelthuse, der er ens og står klods op ad hinanden - som en sand perle af et natur- og kulturlandskab. Disse særpræg har, krydret med en række gode og børnevenlige strande, gjort Løjt Land til et uhyre populært ferieområde med smukt beliggende sommerhusområder, dejlige campingpladser samt Løjt Feriecenter på nordøstspidsen af halvøen. Ikke langt fra Feriecentret sejler en lille færge til Lillebælts smukkeste ø: BARSØ, og år efter år er øen målet for manges udflugt på grund af dens uberørte og særprægede natur. Supplerende informationer samt forslag til kortere eller længere ture på Løjt Land og Barsø fås på Aabenraa Turistbureau.
Se også: www.lojtland.dk
og: www.calloe.dk
MARITIM LILLEBÆLT
For lystsejlere i tusindtal fremstår Aabenraa-egnen som et sandt sejlsportparadis med de ovennævnte herligheder in mente. Se også "Sejlklubber" under Aktiv ferie. I Genner Bugt på Løjt Land findes to skønne anløbssteder ved henholdsvis Kalvø Havn og Sandskaer Camping, mens man i bunden af Aabenraa's dejlige fjord finder byens store, smukt beliggende og rigt udstyrede lystbådehavn, der næsten ligger lige i bymidten.
Se også: Maritim Lillebælt – www.visitlillebaelt.dk
SKOVE
Skovene og fjorden er med til at give Aabenraa By sin skønhed, men begrænser også byens udvidelsesmuligheder. Man ser derfor mange eksempler på bebyggelse og skov i tæt naboskab. Dette kyst og morænelandskab har altis været bevokset med skov, idet de stejle, lerede skrænter har været dårligt egnede til landbrugsmæssig udnyttelse. Skovenes nuværende udstrækning er således næsten den samme som vist på kartografen Johannes Meiers kort fra 1641 over Aabenraa. På Turistbureauet fås brochure med afmærkede ruter. Se også: Gråsten Statsskovdistrikt www2.skovognatur.dk/graasten/ Find ture og aktiviteter på Naturnet www.naturnet.dk
Friluftskortet hjælper dig med at finde de aktiviteter i Skov- og Naturstyrelsens skovområder, du har brug for.
Friluftskortet www.friluftskortet.dk
STRANDE
Aabenraa-egnens alenlange kyststrækninger er et sandt eldorado for såvel børn som voksne med en lidenskab for det våde element - badning, sejlsport, windsurfing, lystfiskeri og de mange andre aktiviteter, der er forbundet med vandet og havet. Kysten snor sig langs fjord og bugt med små idylliske vige og øer, og selv på varme sommerdage kan man finde en plet helt for sig selv. Strandene er uden pludselige dybder og derfor særdeles børnevenlige med et rent og indbydende badevand. Det store kystområde er meget varierende og veksler mellem flade åbne sandstrande, og smalle stenstrande omkranset af løvskov, hvor træernes kroner giver behagelig læ og skygge. Blå flag for rent vand! Uanset hvad feriegæsterne anvender stranden til, så skyller bølgerne ind – igen og igen. De er så rene, at de også er ”premieret” – med Blå Flag! Og når der er Blå Flag, ja så er kvaliteten i top, og det er den langs Aabenraas kyster.
VARNÆS HOVED
Varnæs Hoved er en stor lerklint, der ligger på sydsiden af Aabenraa Fjord og danner overgangen til Als Fjord. Varnæs Hoved rummer et meget afvekslende landskab med enge, moser, overdrev, stejle skrænter, små skove og en sø med skovklædte skrænter. Det varierende bølgende landskab gennemskæres af jorddiger med levende hegn. I skovene ses mange kristtjørn. Det er det eneste vildtvoksende stedsegrønne løvtræ i Danmark. Specialbrochure på Turistbureauet.

 

TIL TOPPEN

 
   
www.skarrev.dk • Skovskifte 65 • 6200 Aabenraa • Telefon 7462 0509 • Mail: post@skarrev.dk